I en ny undersøgelse, som Tuborg har fået lavet blandt 1000 danske unge mellem 18 og 25 år, svarer 77 procent, at det forventes, at man drikker alkohol til en fest eller social sammenkomst. Og sammenlignet med andre lande i Europa har danske unge et højt forbrug, når det gælder såkaldt "binge-drinking". I selvsamme undersøgelse svarer den stort set samme mængde unge dog også, at det nu er tid til en bedre alkoholkultur, hvor det er accepteret at holde igen eller helt sige nej til alkohol, når man mødes og fester. Og det budskab vil Tuborg støtte op om.
I mere end 10 år har Tuborg selv sagt Drik Med Respekt, men hvordan får man det til at lyde mindre som en kedelig, løftet pegefinger mod en generation af unge, der selv er med på en ændring? WDP hjalp Tuborg med at udvikle en kommunikativ strategi og et kampagnekoncept, der ikke skulle sige nej til alkohol, men ja til mådehold; der ikke skulle tale til de unge, men med de unge.
I Danmark har vi næsten 900 udtryk for at være fuld – og kalder hinanden pinligt ædru, når vi ikke er det! De mange udtryk blev omdrejningspunktet for kampagnen ud fra den tilgang, at man for at kunne tale med nogen i første omgang er nødt til at sætte sig ind i deres sprog. På denne måde viser kampagnen, med et glimt i øjet, at så er det heller ikke sjovere "at blive savet midt over", "drikke sig i hegnet", "være stiv" og man kunne blive ved. Det er med humor frem for alvor – ikke fordi der tages let på emnet, men tværtimod fordi det kun er ved at tale de unges sprog, at emnet kan tages alvorligt. Resultatet er en kampagne uden produkt, produktskud og alt det, som vi ellers kender fra Tuborg. Det er selvsagt modigt af et mærke, der lever af at sælge øl – men det gør det ikke mindre rigtigt. WDP er stolte af at hjælpe Tuborg med at gå forrest på et område, der kræver mange balanceakter.
Seneste cases
Vi er et brand konsulentbureau med erfaring på tværs af alle brancher. Vi yder strategisk kommerciel rådgivning. Vi udvikler brands og engagerende historier på tværs af platforme for at skabe vækst for vores kunder.
©Wibroe, Duckert & Partners 2024